Ice Cream Cathedral fra København spiller i New York

 

Ice Cream Cathedral

Det danske band Ice Cream Cathedral fra København spiller i New York på Fontana’s Bar, 105 Eldridge St, New York, New York 10002-4405, den 25 september kl 11:00 PM.

Den selvopfundne genrebetegnelse “spacepop” er rigtigt nok luftig, men for Københavner-trioen Ice Cream Cathedral er den mest af alt rammende. Støjende effekter, tindrende klare akkorder og distinkte vokaler kolliderer med hinanden i Ice Cream Cathedrals både uskyldigt feminine og musikalsk potente univers, som på en og samme tid rækker dig hånden og stræber langt ud i universet.

Efter dannelsen af bandet i slutningen af 2011 udgav Ice Cream Cathedral deres kritikerroste debutalbum The Drowsy Kingdom i marts 2013. Albummet præsenterer Ice Cream Cathedrals letgenkendelige lyd, og har slået bandet fast som et af de mest lovende projekter i Danmark lige nu.

I 5/6 stjernede anmeldelser fra Politiken, Soundvenue og Gaffa er Ice Cream Cathedral blevet sammenlignet med bands som Beach House og Broadcast, og debuten ledte Ice Cream Cathedral til SPOT Festival i Aarhus i maj. Ice Cream Cathedrals største succes efter udgivelsen af The Drowsy Kingdom faldt dog i juli, hvor trioen som det allerførste band på Pavilion Jr.-scenen havde æren af at åbne Roskilde Festival 2013 – en koncert, som omsluttede bandet af endnu en stjerneregn fra landets anmeldere.

Ice Cream Cathedral opstod, da Anja T. Lahrmann (vokal, guitar, synth), Anders Bach (trommer) og Kristian Paulsen (guitar, synth) mødte hinanden på Rytmisk Musikkonservatorium i 2010. De tre opdagede hurtigt, at de delte hinandens kærlighed til shoegazebands som Slowdive, new age ala Enigma og fransk 60‘er-pop, og deres udvekslingen af musik udviklede sig til fælles sangskrivning. Det blev i november 2011 til ep’en Straight Arcs udgivetpå kassettebånd, men det var med The Drowsy Kingdom, Ice Cream Cathedral er kommet ud til et større publikum.

The Drowsy Kingdom er optaget, produceret og mixet af Ice Cream Cathedral selv, mens bandet lagde masteringen af pladen i hænderne på den amerikanske lydtroldmand Paul Gold. Han har tidligere stået bag plader med beslægtede bands som LCD Soundsystem og Animal Collective, og optimerede The Drowsy Kingdom til dens sfæriske, men bredskuldrede lyd.

Politiken, 5/6 stjerner:
“Det er smukt, ganske enkelt. Og det er musik, man får lyst til at forsvinde helt ind i.”

Information:
“Københavnertrioen finder deres egen glassplintrede logik i deres drømmende, kropsløse sange. Det er smuk, klart formuleret syntetisk pop, som det er let at lade sig henføre af.”

Soundvenue, 5/6 stjerner:
“debuten rammer en gennemgående, dragende balance mellem det foruroligende, det sørgmodige og det drømmende.

Gaffa, 5/6 stjerner:
“Trioen lokker os stilfærdigt med ind i deres is-katedral, hvor selv den mest energiske undersåt må overgive sig til at lytte.”

Kilde: http://www.smashbangpow.dk/artist/ice-cream-cathedral

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *