Den danske Kulturkonference

Den danske Kulturkonference

For dem, der aldrig har været til Den danske Kulturkonference på Menucha Centret lidt øst for Portland, vil jeg bare sige, at de er gået glip af noget begivenhedsrigt. Ja, det er foredrag, man lytter til, men de er meget interessante og gives af inspirerende talere, der får hjernevindingerne i sving.

Efter ankomsten fik man en dejlig frokost, og derefter blev det danske flag hejst til den danske nationalsang. Det var Konsul Erik Laursen, der hejste flaget. Så gik det ellers slag i slag med programmerne. Forinden fik man et lille overblik over Menuchas historie foruden forskellige praktiske henvisninger.

Claus Windelev blev introduceret af Kyle Dittmer, som var M.C. Claus har skrevet bøger om etik og sund fornuft. Det var morallære, som alle kunne forstå og erkende. Hans bøger er på engelsk og har titlerne: ”Ethics” og ”Common Sense.” Hans præsentation var oplivende, og den ligesom satte stemningen for hele konferencen.

Om eftermiddagen talte Jan Beck om Novo Nordisk i Seattle. Det er et verdenskendt medicinalfirma, der producerer det meste af verdens insulin, men det forsker også i andre midler til helbredelse eller af f. eks blødersygdomme (hæmofili)og væksthormoner. Novo Nordisk er et dansk firma, som har filialer over hele verden, men den største udvikling finder sted her i Seattle.

Inden middagen vistes en kort video fra PBS, der behandlede sagsøgning indenfor vort sundhedssystem, og hvordan sådanne anklager bliver behandlet i dansk retspleje. Der er i Danmark meget få sagsøgninger af læger og hospitaler, og derfor heller ikke de store udgifter til forsikringer.

Middagen blev serveret kl. 19, og kl. 20 vistes den danske film: ”En kongelig Affære.” Filmen er på dansk med engelske undertekster. Den var lidt uhyggelig, men behandlede Struenses arbejde som livlæge for den sindsyge konge, og hans indsats for det danske folk. Det lærte vi om i skolen, men filmen var meget livagtigt og virkningsfuldt. Bagefter var der hyggeligt samvær i Kroen.

Lørdag morgen efter morgenmaden fortalte James Winther om brygning af øl, og lidt om den historiske udvikling af denne kunst. Ingredienserne er hovedsagelig vand, malt, gær og humle. Der skal dog også lægges lidt færdighed og kærlighed deri for at give de forskellige arter deres specielle smag.

Kl. 10:45 blev Eric Nelson fra Nordic Heritage Museum i Seattle introduceret, og han berettede om, hvordan denne organisation er vokset gennem de mange år i Ballard. I løbet af kort tid håber han, at museet kan lægge grundstenen til et nyt og formålstjenligt hjem for samlingerne og de mange gode programmer, der tilbydes. Der er virkelig gang i det foretagende.

Efter frokosten fortalte Professor Nathaniel Hong om Danmarks besættelse under Anden Verdenskrig. Det var set med den næste generations øjne, hvilket var meget interessant. Vi, der oplevede de år, ser måske lidt mere romantisk på den tid, som både var frygtindgydende, men også fuld af beundring for dem, der vovede livet i Danmarks undergrund. Typisk dansk humor adspredte befolkningen og gjorde det tåleligt.

Derefter trådte Professor Marianne Stecher Hansen på podiet og fortalte om vor danske forfatter og kritiker Karen Blixen. Hun gjorde det med en sans for Karen Blixens excentricitet, og hendes åndrige båltaler, der blev udsendt på radioen. De var lange, men også indholdsrige, og de bevirkede ofte mange diskussioner. Mange danskere nyder hendes fortællinger, men der er mange, der ikke deler hendes syn på f. eks. Kvindesagen.

Derefter kørte man en tur op langs Columbiafloden til to udkigspunkter, hvor Kyle Dittmer fortalte om terrænets tilblivelse af adskillige lavastrømme, der ind imellem ændrede flodens leje, så pimpstenen blev vasket ud i havet. Det er flotte udsigtspunkter, og med Kyles informative viden blev det en interessant tur.

Efter aftensmaden kom Jim Templeton og underholdt. Han er restauratør og jazzpianist og underholdt en times tid med livlig musik, så deltagerne fik lyst til at synge med på nogle af hans melodier. Han kendte endda også stykker af danske komponister som f. eks. Alley Cat og Tango Jalousi.

Aftenen afsluttedes med munter sammenkomst i Kroen.

Søndag morgen samledes man til lidt morgensang og mindedes nogle af de mange, der har gjort Den danske Kulturkonference til en institution i sig selv. Der har været helt uselviske indsatser, og det har været af stor interesse for mange, og det var en glæde at mindes dem.

Med Kyle Dittmer fik man derefter et glimt af, hvad vi må se i øjnene: ”at alting får jo en ende.” Det ses specielt i de gamle foreninger såsom logerne og Northwest Danish Association. Der synes ikke at være det behov for samfølelse, som der var før elektronikkens tid. Vi kan dog håbe på en form for renæssance.

Efter en kaffepause viste og fortalte David Hoerlein, som er ansat ved Rick Steves rejsebureau, om arkitektur over hele Europa helt fra stenalderen og op til vor tid. Det var yderst interessant at lære om og at se de mange forskellige tendenser gennem tiden; også hvad oldtiden havde formået. Den time gik lynhurtigt.

Sonja fortalte derefter om sit arbejde for Den danske Kulturkonference og bad om forslag til næste års sammenkomst. Hun påmindede alle om at aflevere spørgeskemaet og nøgler. Edith Christensen gav også et lille islæt om Northwest Danish Association og foreningens arbejde. Edith og hendes mand, Frank, har lagt deres sjæle i denne forenings idealer gennem de sidste år. De har reddet NWDA fra at gå nedenom og hjem. De har etableret et godt grundlag for videreførelse.

Ind imellem de forskellige foredrag, blev der sunget til Nora Martinez akkompagnement. Det er dejligt at høre og synge de danske sange, som vi er opvokset med. Tusinde tak Nora!

Efter frokosten blev Dannebrog taget ned under sangen; ”Fra Himlen er du faldet du danske Helligdom,” og så var det tid til at sige farvel. Det gør vi ved at ønske hinanden på gensyn til næste år, og så kører vi hjem fyldt med inspiration og begejstring.

En stor tak går til Sonja Kromann for hendes store arbejde med at planlægge konferencen. Og tak til Edith og Frank Christensen, som står bag foreningen. Tak også til Kyle Dittmer, der som M.C. sørgede for, at alt gik planmæssigt.

Vi ses til næste år!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *