Danmark støtter USA for fred i mellemøsten

Middle eastUdenrigsminister Villy Søvndal har i dag på et telefonmøde bl.a. drøftet situationen i Mellemøsten med den amerikanske udenrigsminister John Kerry. Det meddeler Lars Peter Levy, presserådgiver for udenrigsministeren, I en email til BIENs redaktion.

Søvndal udtrykte sin fulde støtte til Kerrys arbejde med de netop genoptagne fredsforhandlinger mellem Israel og Palæstina. ”Jeg har set frem til samtalen i dag med den amerikanske udenrigsminister. John Kerry har lavet et imponerende stykke arbejde med at få Israel og Palæstina til forhandlingsbordet igen. Det er ambitiøst og vanskeligt, og der er lang vej igen. Men jeg har udtrykt Danmarks og EU’s støtte til hans og parternes bestræbelser, og EU er klar til at bidrage hvor vi kan.

Udenrigsminister Kerry og jeg er begge dybt bekymrede over den aktuelle anspændte situation i Egypten og at en forhandlet løsning ikke lader til at komme nogle vegne lige nu. Særligt vigtigt er det, at overgangsmyndighederne gennemfører en inklusiv proces med respekt for egypternes fundamentale rettigheder og friheder.

Men venner skal også kunne tale direkte til hinanden. Og derfor rejste jeg også anvendelsen af droner og vores bekymringer i forhold til den seneste tids alvorlige beskyldninger om aflytning af EU’s institutioner. Danmark støtter EU’s krav om en fuld afklaring, og det afventer EU nu tilbagemelding fra de amerikanske myndigheder på.

Vores samtale i dag understregede det traditionelt tætte forhold mellem Danmark og USA. Et forhold som kun er blevet styrket de senere år med Obama-administrationens øgede fokus på en række områder, der også har stor prioritet for regeringen. Det gælder f.eks. nedrustning og klima.”

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *